DERES VERDEN:
De står og stirrer tomt ned i det store firkantede hul
Fulde af sorg der render ud og ned i jorden
Guds hjælper hjælper kisten ned i jorden ved at bede
Og mine nærmeste står og bliver vrede på skæbnen, og lidt på mig

Jeg stiller mig bag min mor og lægger hånden på hendes skulder
Hun siger til min far, at hun vil køre for hun ryster af kulde
Men det passer ikke – hun kunne mærke mig
For der er varmt
… for det var en sommerdag jeg valgte den rigtige side

De vil køre bort fra hullet fuld af sorg
Men de kan ikke flygte fra mig
Jeg vil altid leve i deres tanker
Selvom jeg gik min vej

De sidste står stadig ved graven
og jeg mærker de tænker på mig
men de skal ikke være kede af det
for de vil også snart vælge den rigtige vej…

MIN VERDEN:
De ved ikke at de gravede deres egen grav
De føler sig levende men det er de ikke
De siger jeg døde fra dem
men de døde fra mig
De døde fra mig i det øjeblik jeg blev født på ny her på den anden side

Som to parallelle verdener går vi blandt hinanden
De er spøgelserne for os, og vi er spøgelserne for dem
Hvis de vidste at det er dem der er døde
så ville der blive panik
og min verden ville blive overfyldt

Så når mine venner og familie føler andre i et rum hvor de er alene
Eller føler et koldt vindpust en varm dag
Så er det mig der vil kalde på dem og hente dem herover
og de to verdener strejfer hinanden…

© Copyright, Ida Pedersen, udateret.