I den kolde nat rækker jeg hænderne ud
Og prøver på at finde frem til en sandhed
Den sandhed som burde være der et sted
Når først der er vej er der ord…
Måske ligefrem et jernbanespor?

I mellem falskhed og sandhed er der stor afstand
Hvilken sandhed er derude?
Hvilken vil jeg finde?
Ofte er mennesker ligeglade og blinde
Over for nye indtryk
Måske skulle vi ikke tage sandheden så alvorligt?

Nu nærmer toget sig
Jeg står foroverbøjet for at se når det kører ind på perronen
Toget kører langsommere og langsommere imod mig
Men selvom jeg kigger efter toget ænser jeg det ikke…
Jeg kigger indad
Jeg kigger indad for at finde sandheden
i mig selv

Om toget kommer til tiden?
Ja, det gør det vel.

Pludselig kommer en togkonduktør forbi
og jeg vågner igen fra mit kiggen ind i mig selv
Dørene på toget går op og jeg slentrer ind
og sætter mig på den første ledige plads

Gider ikke mere
Vil bare slappe af
Væk fra de brudte løfter og
den onde dag
Jeg har lænet mig tilbage
og kigger tilfældigt hen over skulderen
på en mand der sidder ved siden af
Han er stor og svedig

Det er faktisk sjovt: det er først nu jeg opdager hans svedige lugt
Jeg læner mig lidt frem og kigger med i den avis han sidder med
Der står, “Nye problemer, nye sandheder og dermed også nye løgne”
Og så tænker jeg, “Det var da mærkeligt,
det var lige det jeg sad og funderede over”

Jeg har tid
masser af tid
Jeg ånder ind, ånder ud

Jeg har masser af tid
men ikke til bekymringer
Ikke til ham
Ikke til ham som gjorde min sandhed til en løgn
Men de øjn’
Åååh de øjn’, dem kan jeg ikke glemme
Kærligheden kan jeg ikke fornemme mere
Jeg kan heller ikke kærligheden gemme

Jeg læner mig igen tilbage…
Tiden går langsomt og jeg ånder tungt.
Mon ham ved siden af overhovedet har opdaget jeg sidder her?

Jeg tænker på at jeg heldigvis kører væk fra løgnen
Den løgn som vendte op og ned
på det liv jeg troede jeg ville få
Og at jeg heldigvis kører mod fremtiden
og forhåbentlig også
sandheden.

© Copyright, Ida Pedersen, udateret.