Jeg kan se dine øjne
de følger mig opmærksomt
Du holder øje med mig
om jeg gør de rigtige ting
Men jeg siger ingenting
Dit ansigt er her
Men din krop er ikke
Mor det var dit.
Du beundrer mig
Dit ansigt lyser op
og dine ører lytter
Hvis jeg sagde stop
ville du stadig være her
og elskede, dit ansigt er der
Dér hvor det ikke burde vær’…
De er der i mørket
når jeg lukker øjnene i
De smiler, håner, hviner
og pludselig er de
villige til at lade mig slippe fri
Nu er jeg igen alene
Alene som før de kom
Jeg har altid været ene
og de ved det er sådan som
jeg vil ha’ det.
Og de har ret –
de har jo altid ret!
Men nu begynder jeg at savne
når de griner, håner, hviner og smiler
For nu er jeg bange
for at de tog fejl
Det eneste ansigt der er tilbage
er dét i mit spejl.

© Copyright, Ida Pedersen, 2003.