Kategoriarkiv: Hverdagsting

Så blev en dårlig dag pludselig til en udemærket dag!

Læsetid: 2 minutter

Yes! Tre forhindringer er blevet til to! 🙂

Der er nu kun to ting tilbage mellem mig og min kandidatgrad. I dag var jeg til omeksamen i tolkning og trods en Storm P.-løsning i skolens tolkelab, lykkedes det alligevel at afholde omeksamen for/med mig i dag. Jeg gjorde det så godt som jeg kunne og forsøgte ihærdigt at følge med talerens (min undervisers) hastighed i simultantolkning. Denne del af den todelte eksamen var klart den sværeste, følte jeg, og det blev da også “kun” til et 2-tal — men det er et 2-tal jeg er glad for, da det betyder at jeg bestod simultantolkningsdelen. Den anden del var også svær, men der var der desværre ikke nogen tekniske problemer jeg kunne skyde skylden på. Det blev til et 4-tal i retstolkning (dialogtolkning), og den karakter er jeg bestemt også glad for (og lettet over at have fået). Dette betyder at jeg både bestod de to dele enkeltvist og på gennemsnit.

Selvom et gennemsnit på 3 ikke er noget at råbe hurra for når man ser på hele karakterskalaen, er det klart noget der har lettet mit hjerte og gjort at jeg har kunnet ånde lettet op, langt om længe. Siden den ordinære eksamen i efterårsferien har jeg været overladt til at træne tolkning med mig selv (dog med lidt hjælp fra kæresten i dialogtolkningen). Så, på trods af en del forhindringer undervejs og lille tiltro til mig selv som tolk, er jeg endelig bestået i tolkning. Tolkning er ikke min stærke side, men denne del er dog påkrævet for at man kan blive statsautoriseret translatør og tolk, selvom det er skriftlig oversættelse der er min styrke og ikke den kaotiske og stressende form for oversættelse som tolkning er. Jeg tror man skal være en helt bestemt type person, for at være en god tolk. At være en udemærket tolk er dog også helt fint med mig, da det betyder at der nu, for mit vedkommende, er en ting mindre at bekymre mig om på CLM-studiet.

Vægtopdatering

Læsetid: < 1 minut

Siden jeg skrev mit sidste blogindlæg er min vægt gået både op og ned i løbet af den enkelte uge. Det har dog lykkedes mig at komme ned på 63,0 kilo. Det der tæller er det jeg vejer om søndagen. Min vægt kan sagtens svinge 500 gram bare fra den ene dag til den anden (hvis jeg f.eks. har spist meget aftenen før). Jeg håber at jeg vejer 63,0 i overmorgen på min veje-og-måle-dag. Hvis vægten da viser 63,0 vil det sige at jeg har tabt mig 200 gram i denne uge hvilket er fint, for det er helt i tråd med mit ugentlige mål. I forrige uge lykkedes det mig dog at tabe hele 700 gram. At jeg er kommet lidt foran i forhold til min plan for hvad jeg skal tabe pr. uge (200 gram) er dog en ringe trøst, for det kan det hurtigt blive taget på igen. Så jeg er bare glad for at jeg pt. (stadig) er foran, og sådan håber jeg at det bliver ved med at være. Jeg har ikke meget lyst til at kigge længere tilbage end forrige uge, for jeg har i ugerne 1-4 i gennemsnit taget 350 gram på pr. uge. Pt. er mit mål at komme ned på det jeg vejede ved årsskiftet, hvilket vil sige at mit nuværende (kortsigtede) mål er at tabe ca. 500 gram. Jeg tror det er fint at tage de resterende kilo i mindre bidder — alt virker ligesom nemmere når jeg sætter mig nogle mere overkommelige delmål. 🙂

Vægten vil ikke som jeg vil *suk*

Læsetid: < 1 minut

Gennem hele 2013 har jeg generelt bare taget på. Min startvægt i 2013 var ca. 58 kilo og ved udgangen af 2013 var den steget til knap 63 kilo. Den tendens er desværre også, indtil videre, forsat her i 2014. Det er ligesom ikke derfor jeg er på kur. Jeg har desværre taget ca. halvdelen af det på som jeg tabte i løbet af 2011 og 2012 (hvilket var godt 15 kilo — hvilket jeg endda selv er imponeret over). *suk* Jeg vil gøre en ihærdig indsats for at tabe mig. Jeg vil gerne ned på ca. 58 kilo igen. 🙂 Jeg har bevist over for mig selv at det kan lade sig gøre for mig, og derfor har jeg en tro på at det godt kan lade sig gøre endnu engang. Det kan ikke passe sig at det er blevet så meget sværere at tabe sig eller i det mindste bare holde vægten nu hvor jeg er blevet 30. Nu hvor jeg har postet det her på min blog, kan jeg ikke skjule det, og derfor er der blot endnu større motivation for mig til at komme ned i vægt igen. 🙂

Fortsættes…

Aaaah! Rart at kunne bestemme selv! :)

Læsetid: 2 minutter

I løbet af de 3 ½ år min kæreste og jeg har boet i eget hus, har der jævnligt været noget der skulle ordnes. Denne gang var turen så kommet til vores brusebad. Det sidste halve års tid er vandet i bruseren bare blevet koldere og koldere og der er kommet lavere og lavere tryk på vandet. Så tidligere på ugen ringede min kæreste efter en der kunne komme og kigge på det. I morges kom VVS’eren så forbi og det tog ham kun cirka ti minutter at udskifte termostatbatteriet i brusebadet. Det har drillet i et stykke tid, som sagt, og det viste sig så at begge sier var tilstoppede. Derudover har selve varmejusteringen fungeret dårligt. Den smule varme vand der kunne komme igennem var blot blevet mindre og mindre i løbet af de sidste par uger, så jeg er glad for at det endelig er blevet ordnet! 🙂 Dagens bad var derfor en fornøjelse. De sidste mange gange har brusebad været trælst da man ikke selv kunne få lov til at bestemme temperaturen, som desværre kun svang mellem lunken, kold og meget koldt. Nu tror jeg dog at jeg har vænnet mig til det kolde vand, så vandet skal ikke være så varmt før jeg føler at det er for varmt. I det mindste fryser jeg ikke længere når jeg går i bad, så det er da en god start. 🙂

By the way, ser det nye termostatbatteri ikke bare flot ud?

ny_termostat

Der er faktisk flere fordele ved at have fået skiftet termostatbatteriet:
1: Man bestemmer selv temperaturen (dog inden for rimelighedens grænser, men det er lækkert ikke kun at skulle nøjes med koldt eller lunkent vand, og temperaturen var ikke en gang konstant i det gamle termostatbatteri!)
2: Der er et højere tryk på både koldt og varmt vand nu hvor sierne ikke længere er tilstoppede.
3: Temperaturen er konstant.
4: Det nye termostatbatteri er mere elegant end det gamle, og så er der også lige den bonus at det nye termostatbatteri er nemmere at tørre af. 🙂

Mit allerførste blog-indlæg

Læsetid: < 1 minut

Her kan du læse mine blogindlæg, som primært er anmeldelser af f.eks. musik og film.

Jeg fik en stak CD’er i julegave, og da indtil flere af dem er fra 2013, har jeg derfor valgt at starte med at anmelde dem, da de er mere aktuelle/relevante at anmelde end noget af det ældre musik jeg har. I løbet af det næste lange stykke tid (og formentlig lige så længe jeg gider og lige så længe der stadig er noget for mig at anmelde) vil jeg regelmæssigt blogge om anmeldelser af blandt andet musik, film, tv-serier, parfumer og spil (herunder PC-spil, brætspil og kortspil).

Jeg vil også blogge om hverdagsting såsom vind og vejr og hvad jeg ellers lige har på hjerte.

God læselyst! 🙂