Solen går ned over byen. Fuglene kvidrer stadig i den søvnige by i Jylland. En knallert suser forbi på havnen, og en ældre herre springer til side. ”De pokkers unge mennesker nu til dags, de har da virkelig ingen hæmninger!” Manden spadserer videre, og går over på den modsatte side af vejen – langt væk fra havnen. ”Der er alligevel kun bøller på havnen. Jeg ville gerne have fisket senere, men nu tager jeg hjem og bliver dér, i stedet for at komme tilbage med min fiskestang. En fiskestang er nok heller ikke særlig god at forsvare sig med mod sådanne bøller.” Manden forlader området, og når sikkert hjem. I mellemtiden er der kommet en flok unge mennesker hen til den unge fyr på knallerten. De samles næsten altid dér hver fredag aften. Men ikke alle er enige om, at det stadig er en god idé, for det er ved at være vinter, og det er ikke ligefrem varmt om aftenen i midten af november.

”Hva’ så Lau!? Er du frisk på at tylle nogle flere ølvere i aften?” Laus, som bliver kaldet Lau, trækker på skuldrene: ”Det ved jeg ik’ lige… Jeg skal egentlig med over i sommerhuset og flytte ting ud. Du ved jo at vi har solgt vores sommerhus, ik’?” Fyren på knallerten, Morten, giver ikke op så let: ”Ork, dine gamle vil da nok kunne forstå hvis du foretrækker at hænge ud med dine venner i stedet… og i øvrigt; du kan jo bare tage lidt tidligere hjem, og så sove et par timer når du er kommet hjem fra sommerhuset?” ”Ja, okay. Det kan jeg vel. Min mor vil bare ikke have jeg kommer alt for sent hjem, for så ved hun godt jeg ikke er til at lokke ud af sengen… de har allerede lovet mig 500 dask for at hjælpe dem, og jeg tror godt hun kunne finde på at love mig endnu mere, så måske jeg bare skal blive her sammen med Jer.” Lisette, som indtil nu ikke har sagt noget, men bare har stået og røget, siger endelig sin mening: ”Nej, Lau, hvis du har lovet at hjælpe, så burde du hjælpe dem, og det er ikke fair af dig at trække tiden ud med vilje, bare for at få din mor til at give dig flere penge… du risikerer vel også bare at du slet ikke får penge for at hjælpe så, eller at du slet ikke kommer med.” ”Tjaaeh, hvis jeg virkelig er stenet når jeg vågner, så er det meget muligt jeg slet ikke er interesseret i penge alligevel.” Lau griner, og hans kammerater griner med ham, men Lisette og Maria siger ikke noget. De kigger bekymret på deres venner, og giver hinanden sigende blikke. De har haft snakket om dem uden de ved det, og Maria fortalte Lisette om hvordan hun havde fundet Morten på badeværelset hjemme ved ham, hvor han hurtigt gemte noget væk. Og Maria er ret sikker på at hun så en nål. Han virkede også helt mærkelig, men det kan være at det bare var fordi han var overrasket, og han troede åbenbart at han havde låst døren. Maria kigger på Morten, og hun griber sig selv i at tænke at hun nogle gange frygter for hans liv, og for hvad han kan finde på at gøre mod andre, for hans temperament er ret voldsomt. Allerede nu er Morten ved at være utålmodig, og han griber fat om sin anden kammerat og svinger sig af knallerten. Morten giver armen et ekstra klem: ”Hva’, så Stonehead, du er da helt sikkert med på at vi drikker os stive i aften, ikk’?” ”Jo, helt klart. Hvad skal man ellers bruge weekenden på?” Stonehead, som de andre kalder ham, har ikke fået det øgenavn uden grund, og han er den af de fem som tidligst begyndte at drikke i weekenderne. De står lidt uden at sige noget, og da der kommer en havnearbejder forbi, kigger de blot nedladende på ham, og griner for sig selv. De griner dog højt nok – med vilje – til at manden kan høre dem, og han skynder sig blot forbi dem. Selvom alle fem er omkring de 14-15 år, og ikke umiddelbart ligner bøller, så er mange bange for den flok, på grund af den måde de snakker og griner hånende af andre mennesker. De unge mennesker mener at det er ’nedern’ at arbejde på havnen, men at de selv er totalt meget in fordi de hænger ud på havnen, af egen fri vilje. Og de synes det er et godt sted at drikke og ryge når de ’varmer op til fest’, for ingen af deres forældre kommer i nærheden af havnen. Havnen er et godt sted, men ikke når det er blevet mørkt, og ikke når der er folk dér som opfører sig truende eller bare mystisk. Morten bliver mere og mere utålmodig, og da Lau endelig siger hvad han har besluttet sig for, så jubler Morten og Stonehead, og pigerne kigger på dem med triste øjne, men for at undgå at blive kaldt nedsættende ting, siger de ikke noget.

Morten er igen hoppet op på sin knallert. Han siger at han vil hjem og ta’ et bad og skifte til hans fedeste tøj, så de rigtig kan feste. ”Vi ses ovre ved dig, Lisette.” ”Ja, det gør vi.” De får sagt farvel, og Morten begynder at køre væk derfra. Han er stadig ikke helt vant til at køre på knallert, og han vil gerne vise sig overfor sine kammerater – specielt Stonehead og Lisette. Han vil gerne imponere dem begge, men af vidt forskellige grunde. Han er ny i klassen, men han har haft et godt øje til Lisette siden han startede på den nye skole, og Stonehead har fra starten været ’lederen’ i klassen, og Morten er villig til næsten hvad som helst, for at være ’in’ og være accepteret af ham. Han har kun gået i klassen i et halvt år, men han er allerede ved at have fundet en populær socialstatus. Han passer ind, og han er ikke ked af at have taget én af de andre drenges plads i gruppen. Morten vinker til dem med begge hænder, og selvom han allerede er en del fuld, synes han at han sagtens kan køre hjem og køre igen når han skal hen til Lisette. Han vinker og vinker og de andre skynder sig at vinke tilbage da han slingrer, og de vil bare gerne have at han tager fat i styret igen. Morten giver knallerten endnu mere gas, og lige idet han kører nede langs havnen, går der pludselig en mand ud foran ham, og han slingrer til siden og kører ud mod havnekanten. Han kan ikke nå at rette op, og da han ryger ud over kanten udstøder han et skrig. Lau, Stonehead, Lisette og Maria løber, ude af sig selv, hen til havnekanten og tænker på alt muligt. Maria og Lisette er mest bekymrede, for de ved han ikke er så god en svømmer, og de ved at han har drukket alt for meget. ”Hvorfor kunne han ikke have undveget til den modsatte side hvor der ikke var nogen havnekant?!” Tankerne flyver igennem hovedet på Lisette, og hun kigger ned i vandet, og bliver endnu mere skræmt da hun ikke kan se Morten. Hun råber efter manden som fik Morten til at vige udenom. Manden kigger skræmte på dem alle fire, og skynder sig væk. Selvom de alle enten har drukket øl eller vodka, så er selv Stonehead klar nok i hovedet til at kunne genkende manden fra før, som de kiggede skulende efter og grinte af. Måske han gjorde det med vilje for at få hævn…? Stonehead tænker sig ikke om, så i stedet for at hjælpe de andre med at redde sin ven op ad vandet, så begynder han at løbe efter manden. Lisette er ved at gå i panik: ”Morten, Morten!” Ingen svar. Det er mørkt, og det er svært at se noget i vandet. Der er tang og affald som flyder rundt i vandoverfladen, og de er bange for Morten slet ikke kan svømme. Han har ellers bare sagt til dem at han ikke svømmer særlig godt, og at de ikke skulle gøre nar af ham, når de så ham svømme. Men nu tænker pigerne på, om det bare var noget han sagde for ikke at virke så svag. Alle kan da svømme! Selvfølgelig! Det er sikkert dét Morten har tænkt, og han ville ikke give dem nogen grund til at mobbe ham. Lisette og Maria tænker klarest og de kigger hurtigt på hinanden og de ved hvad den anden tænker. Maria kommer med ordrer: ”Lau! Du er god til at svømme! Hop i vandet og få ham op til overfladen! Så finder Lisette og jeg noget at hale Jer op af vandet med.” Hun råber efter Stonehead at han skal komme tilbage fordi de har brug for hjælp, og da han når stakåndet tilbage, siger Maria til ham at han skal blive dér og vente. ”Vi kan ikke hale dem op alene.” ”Forstået!” Stonehead og Lau gør som de har fået besked på, og Lisette og Maria skynder sig ud for at lede efter reb eller andet brugbart og de håber at det ikke er for sent. De har mistet tidsfornemmelsen, så de ved ikke hvor længe Morten har været i vandet. Måske hænger han fast i knallerten eller noget, eller ligger under den, og kan ikke komme op til overfladen. Måske slog han hovedet og ligger bevidstløs i vandet?!

Maria og Lisette farer rundt og leder efter reb, og samtidig råber de efter hjælp, men det er koldt og mørkt, og de fleste er hjemme og spise deres lune, lækre fredags-aftensmad, og de få mennesker der er udenfor er tydeligvis ikke tæt nok på til at kunne høre deres råb. Den eneste person der var der, er jo som bekendt stukket af derfra. Ingen af de unge mennesker bekymrer sig om den mand der stak af, og det sidste de tænker på, er om det var en forbrydelse eller ej. Han har sikkert ikke gjort det med vilje, og han gik sikkert i panik ligesom Lisette og Maria er i panik. De hører ikke da fuglene stopper med at kvidre. De hører ikke de få biler der suser forbi på vejen. De hører intet andet end deres puls i ørerne. Deres hjerter banker hurtigt og hårdt, og det undrer dem at de kan tænke så klart som de gør. Panik eller ej, så er Lisette god til at finde brugbare ting. Hun råber på Maria: ”Maria, kan det her bruges?” ”Ja!” Lisette løber tilbage mod havnen med Maria lige i hælene, og da de når hen til dér hvor Stone står, så kigger de fortvivlede ned da de hverken kan se Morten eller Laus. Maria fortryder at hun beordrede ham i vandet, men hvad skulle hun ellers have gjort? Selv have hoppet i? Måske… Men hun er bange for alt der er i vandet – selv affald, og hun ville gå så meget i panik, så hun ikke ville kunne hjælpe Morten alligevel. Hun råber på både Morten og Laus, og bliver desperat da ingen svarer… der dukker ingen savnede ansigter op til overfladen. Hvis en af de resterende tre på kajen også springer i, vil de to tilbageblevne måske ikke kunne hale de andre op… Lisette springer i vandet uden at sige noget til de andre, og Maria gisper da Lisette rammer vandet. Hun håber ikke at hverken Laus eller Lisette har ramt Morten i hovedet da de hoppede i. Hun kigger ned ad sig selv og så på Stonehead, og vurderer at de to måske nok godt kan hale de andre op, for Stone er ret stor, og muligvis ligeså stærk som han ser ud. Og Maria er nok den stærkeste af hende og Lisette. Uanset om de kan hale de andre op eller ej, så er de nødt til det. Det er de simpelthen bare nødt til at kunne!

Endelig! Lisettes hoved dukker op af vandet. Lidt efter dukker Morten og Laus også op. Maria og Stonehead bliver forfærdede da de ser Mortens blege og livløse ansigt. Der er stadig mørkt på havnen, men det svage lys fra de omkringliggende skibe og kraner skaber lys nok så de kan se deres tre venners hoveder og bevægelserne i vandet, og derfor også Mortens manglende bevægelser. ”Åh Gud, nej! Nej, nej, nej! Vi må hellere få ham op derfra, så vi kan prøve at få liv i ham.” Maria er forfærdet, og hun samler rebet op fra jorden, som Lisette heldigvis smed fra sig inden hun hoppede i vandet. Maria kaster enden af rebet ned i vandet, og holder godt fast i den anden ende, og beder hurtigt Stonehead om også at tage fat i rebet inden dem i vandet begynder at hive sig op. Laus er stærkere end Lisette, så han bliver i vandet for at holde fast i Morten og så vil han holde fast om ham mens de andre trækker dem op. Lisette kravler op af rebet samtidig med at hendes venner på kajen går baglæns, så hun skal ikke gøre så meget for at komme op. Tiden er vigtig, og hvis Lisette var blevet på kajen kunne de næsten have fået Morten og Laus herop nu, men nu er der ingen tid til at beskylde nogen for noget. Lisette er forpustet men klar til også at trække i rebet. Rebet er ikke meget tykt og stærkt, men de håber det er stærkt nok til at holde til to personers vægt. ”Hiv os op nu!” ”Okay!” Maria og de to andre går straks i gang med at trække de to op, og det er hårdt men det lykkes dem. Da de endelig har fået Morten op af vandet og lagt ham på ryggen for at give ham kunstigt åndedræt, eller prøve på det, så kommer manden hen til dem, med en ung kvinde bag sig. Manden siger forpustet: ”Jeg stak ikke af, men hentede hjælp.” Kvinden kommer tættere på: ”Jeg kan førstehjælp… Jeg er lægestuderende.” ”Okay…” siger Maria bare. Kvinden flår Mortens tøj i stykker og puffer det til side, og går straks i gang med at prøve at genoplive drengen. Maria er lettet for hun skulle ellers have prøvet at genoplive sin kammerat, og det ville hun ikke have være så tryg ved at gøre. Maria har haft sit førstehjælpskursus for nylig i forbindelse med hendes forældres skræk for livstruende situationer, og deres behov for at føle sig sikre uanset hvem af dem der kommer til skade. De mener det er vigtigt at kunne, og selvom Maria fulgte med i undervisningen er det nok alligevel en fordel at der kom en anden person med formodentlig større viden og erfaring omkring det. Lisette, Laus, Maria, Stone og manden de troede flygtede væk fra dem, kan kun gøre én ting: At stå og se på. Ingen af de unge mennesker tænkte på at ringe efter en ambulance og manden havde ikke en mobiltelefon på sig, og derfor løb han ud for at låne en telefon men mødte så kvinden, som kunne se noget var galt. Hun havde en telefon og de ringede til ambulancen, men indtil da ville det være bedst hvis hun kom hen til stedet og hjalp til. Manden tænkte ikke på at spørge dem om de havde en telefon, men at de nok selv ville have skyndt sig at ringe hvis de havde én. Man er nødt til at prøve at gøre sit bedste indtil ambulancen kommer frem, og desuden kunne de nok også have haft brug for hjælp til at hive den unge knægt op af vandet. Manden havde fortalt kvinden alt og de var begge overraskede – men lettede – over at se, at de havde fået ham op. Manden kigger rundt på de unge mennesker, og er glad for at ingen af dem lader til at være sur på ham. Han er glad for at han ikke blev væk derfra. Han følte en stor trang til bare at stikke af, men han vidste hans samvittighed ville plage ham, selvom de havde været grove overfor ham. Han kunne også regne ud, at hvis det her kom i retten, så ville alt tyde på at han havde gjort det med vilje for at hævne sig, (hvilket han ikke havde), og det ville han ikke kunne bære at blive beskyldt for. Ambulancen kommer og det har stadig ikke lykkedes for kvinden at få liv i Morten, og da de livredderne overtager, er de alle sikre på at det er for sent. Alt for sent. Ambulancefolkene fik at vide af manden hvornår han faldt i havnen, og de ved de skal handle nu hvis der skal være nogen chance for at drengen overlever. De har deres udstyr med, og de går i gang med at prøve at genoplive drengen. De to ambulancefolk tager hver sin opgave. Den ene giver kunstigt åndedræt og den anden giver hjertemassage. De fire unge mennesker bliver mere og mere opgivende og triste, og pludselig ser manden hvordan de igen skuler ondt til ham. Nu har han igen lyst til at stikke af…

© Copyright, Ida Pedersen, 2008.