Nu går hun igen
hvileløst rundt
og leder
hun leder efter noget hun véd hun ikke vil finde
Hun går rundt om sig selv
og ender for sine fødder
Hun falder ned og kysser sine usynlige tæer
Hun falder, falder
længere ned
Hun véd hun er et levn fra i går
han er væk og behandler hende som om hun ikke var der
ikke var noget
usynlig
et spøgelse
Hun vil blive ved med at lede for altid
og for evigt
for evigt hans
ja det troede hun, hun var
og han var hendes,
men det var løgn…
Hun er usynlig, og vil snart forsvinde HELT
til ingenting
Hun ved det – hun er et spøgelse
men det kunne lige så godt være
…dig!
© Copyright, Ida Pedersen, udateret.