Jeg hedder Ida, er 40 år gammel og er – når jeg selv skal sige det – meget kreativ.
Jeg læser og skriver meget – både på dansk og på engelsk. Jeg tegner (en lille smule), maler (en lille smule) og skriver (rigtig meget). Mine skriverier omfatter:
- Digte
- Sangtekster
- Noveller
- Romaner (ikke online)
- Blogindlæg
Her på min hjemmeside kan du finde eksempler på mine digte, noveller, sangtekster og tegninger. Derudover kan du også høre fire musiknumre, som du kan finde links til under menupunktet Musiksamarbejde. Du er selvfølgelig også velkommen til at læse min blog.
Lidt om romanskrivning, NaNoWriMo og Camp NaNo
En god portion af min fritid går med at skrive romaner. Jeg har ikke lagt mine romaner ud på min hjemmeside, da det ville fylde jeg ved ikke hvor mange sider. Og desuden har jeg en plan om at udgive romaner og sælge dem, så jeg kan leve af skrivning ud over mit arbejde som tekstforfatter. Og hvis jeg lagde mine romaner op her på hjemmesiden, så du og andre kunne læse dem gratis, ville jeg nok ikke tjene på salg af bøgerne. 😉
Hvis du er interesseret i at få et lille indblik i min skrivning, så kan du besøge min profil på NaNoWriMos hjemmeside. Hver november deltager jeg nemlig som udgangspunkt i NaNos ‘konkurrence’ om at skrive en roman på 30 dage, og ofte deltager jeg også i Camp NaNoWriMo i april måned. Der er også Camp i juli, men der satser jeg på at holde sommerferie. 😉
I april 2024 hedder mit Camp NaNoWriMo-projekt Det stærke køn. Jeg var bagud med at skrive helt fra start af, da jeg først kom i gang med skrivningen d. 10. april. Men jeg har dog en tro på, at jeg godt kan indhente det antal ord, jeg er bagud med.
Se dig omkring her på min hjemmeside. Jeg håber, at du bliver hængende lidt og læser min blog, mine digte eller kigger på tegninger. Så får du et lille indblik i min kreative verden.