Le Mans

Det var tidligt i juni måned, og det øsede ned. Ikke det bedste vejr at køre i, men det var nu eller aldrig. Den eneste kvindelige kører føler sig utilpas. Hun kigger på skyerne; det ser ikke ud til at regnen vil stoppe foreløbigt. Hun kører én af de knap så hurtige biler, men hun er ligeglad. Hun er skrap og hun kan næsten ikke vente til det er hendes tur til at køre.
– ”Vi må håbe det klarer op, hva’?!”
Hun kigger overrasket op på sin teammakker. – ”Hvad?” siger hun forundret. – ”Ååh ja,” svarer hun så, da det går op for hende hvad hendes teammakker snakker om. Vejret. Selvfølgelig. Det er altid et oplagt samtaleemne. Hendes teamkammerat skal køre efter hende, men hun under ham ikke mange chancer. Han er ikke engang halvt så god som hun er. Men det er der ikke nogen der vil erkende. Hun venter på at hendes holdkammerat kommer ind i pit lige om lidt. Da Tjalfe, hendes holdkammerat, endelig kommer i pit, er Veronica ved at gå ud af sit gode skind. Hun har ventet længe på at det ville blive hendes tur, og selvom de skiftes med faste mellemrum, føles det som hun bliver snydt. Hun føler sig egentlig ikke klar til at tage over endnu, for hun skulle egentlig tisse. Al det pokkers regnvejr får hendes trang til et toiletbesøg til at banke på døren. Hun ryster tanken af sig og koncentrerer sig i stedet om dét der bliver råbt henover hovedet på hende. Tjalfe er hurtigt ude af bilen og Veronica er nødt til at være klar. Hun hopper lige så hurtigt ind i bilen, sætter bilen i første gear og holder foden parat på speederen. Og hun venter utålmodigt på at få et ’go-sign’. Da hun endelig får tegnet, jokker hun speederen i bund og skifter hurtigt til næste gear. Tilbage i pitten står hendes holdkammerater og kigger efter bilens røde baglygter. De ville dog hellere kigge på hendes forlygter, men de er godt gemt inde i hendes dragt. Veronica er god, selv i sammenligning med de bedste af hendes mandlige kolleger og konkurrenter, men ingen vil sige det til hende, blot fordi hun er en kvinde. Den eneste gang nogen nogensinde har sagt det til hende åbenlyst, var dengang hun blev hvervet som ny kører til holdet. Holdet har haft fremgang siden hun kom med, men alligevel vil ingen give hende den credit for det som hun fortjener. Ude på banen er der dog kun én ting i hendes tanker; at få bilen sikkert, og hurtigt, igennem banen i hvert eneste lap. Hun vil hellere køre fornuftigt, alt taget i betragtning, end at lade sig presse ud i situationer hvor hun blot risikerer at skulle i pit. Hun er nok ikke den hurtigste kører, men hun kører med en gennemsnitlig fart der sagtens kan konkurrere med de andres, og hendes pitstops tager en smule kortere tid, fordi der ikke er lige så meget der skal rettes, tjekkes eller fixes. Hver gang hun sætter sig bag rattet, tænker hun på sin søsters biluheld, men ikke engang frygten for selv at køre galt, kan stoppe hende. Heldigvis slap hendes søster uden nogen mén, for hvis hun var blevet skadet, eller endnu værre, var blevet dræbt i biluheldet, så havde det nok kunnet få Veronica til at køre langsommere eller helt holde op som racerkører. Hun får en solid placering hver gang hun er med, men hun risikerer at ryge for langt tilbage i placering hvis hun kører langsommere. De andre kørere har også benzin i blodet, og det vil de nok altid have. Udover at elske biler så har de ikke andet til fælles. Veronica ved godt hvad de andre tænker om hende, og hvad de siger om hende bag hendes ryg, men hun prøver så godt hun kan på at være ligeglad. Regnen tager til. Veronica prøver på at lade være med at knibe øjnene sammen. Selvom pit personalet havde sørget for, blandt andet, at tørre lygter og forrude af, så er den allerede ret snavset. Det er svært at se noget, og det er svært at få det hvisket væk. Ja, selv racerbiler har vinduesviskere. Hun visker og visker igen, men det hjælper ikke så meget. Vand og snavs bliver konstant hvirvlet op på ruden. Hendes synsfelt er i forvejen ret begrænset, men hun prøver at koncentrere sig om at følge den hvide stribe på vejen, og på at se forbi skidtet og vanddråberne på forruden. Hun lader vinduesviskerne køre konstant med taktfaste intervaller. Hun kører langsommere uden at være klar over det. Da hun endelig opdager at hun har sagtnet farten ved at én af konkurrenterne drøner forbi, bliver hun overrasket og trykker instinktivt foden hårdere på speederen. I pit’en står Tjalfe og Marcel og smiler sigende til hinanden. De kan følge med i løbet på de skærme der er i deres pit. De får af og til et glimt af Veronica’s bil – altså deres bil – og de trækker opgivende på skuldrene. Kvinder! Hvis hun er så bange for en smule vand på vejen, burde hun ikke køre! Men hun har ikke bestilt regnvejr. Langt fra. Men hendes holdkammerater forstår hende ikke. De tror at hun burde have vist alt hvad det indebar og ja, det ved hun da, men hun havde stolet på vejrudsigten da den sagde at det ville blive tørvejr, og det samme havde hendes hold. De havde startet på tørvejrsdæk, men efter blot et par omgange, var Marcel nødt til at køre i pit. Marcel starter altid med at køre de første omgange. Dernæst er det Tjalfes tur, og til sidst Veronica, hvorefter rækkefølgen gentages. Veronica kører fortsat hurtigere og hurtigere selvom regnen pisker mod ruden. Hun har allerede vænnet sig til regnens pisken og alt det ophvirvlede snavs mod ruden. Hun ser forbi alt det der ikke er væsentlig og holder øjnene klæbet til vejen. Hun er nødt til at komme forbi modstanderens bil igen. Hun kører godt, men ikke hurtigt, men hun vil godt kunne indhente ham. Han er næsten lige gået forbi, og hun ved der snart kommer et sving. Hun har kørt på denne bane før… sidste år da hun var med kørte hun adskillige omgange på denne bane. Hun kan tydeligt huske hver et sving og hver en lille bakke. Hun sætter farten en del ned inden svinget. Hun kender svinget. Hun kan dog sagtens gå igennem svinget med 100 kilometer i timen. Bilen foran snurrer pludseligt hurtigt rundt, og Veronica sætter farten endnu mere ned, og kigger forfærdet efter den snurrende bil som ryger ud i rabatten. Hun sidder spændt som en fjeder, men kører forbi. Hun kan ikke gøre noget for at hjælpe, og hun ved der er livreddere og andre til stede der kan gøre det der skal gøres når uheld sker. Hun kører forbi og kigger ikke i bakspejlet da bilen fortsat snurrer rundt og tørner ind i en barriere. Veronica er ikke lettet over at være kommet forbi. Hun har generobret hendes holds placering, men det føles ikke rigtigt. Hun har dårlig samvittighed selvom hun ved hun ikke burde have det. Det var selvfølgelig ikke hendes skyld at bilen snurrede rundt. Det må have været én af de mere hovedløse kørere som ikke kan få nok af fart. Hun kører ned ad en lang, lige strækning og tager sig tid til at snakke til holdkammeraterne. Hun venter utålmodigt på svar, men hendes holdkammerater tøver med at svare hende. De ved at hun er sårbar og letpåvirkelig og de vil ikke have at hun mister koncentrationen og risikerer selv at køre galt. Da hun endelig får svar lyder det tøvende fra teamchefen: – ”Øh… Veronica… det gik ret vildt til for sig efter du havde passeret. Men øh… nu skal du blot kigge på vejen og holde din koncentration dér. Det jeg fortæller dig nu er kun gisninger. Vi har hørt at føreren er kommet til skade, men vi ved ikke hvorvidt det er meget alvorligt eller ej. Alt tyder på at han nok skal klare den.” Teamchefen lyver en hvid løgn, men han håber ikke at Veronica gennemskuer ham. Hvis hun gør, og hun flipper ud, risikerer de at miste deres gode placering. Og hvad værre er, de risikerer at miste en rigtig god kører. Det sidste er ingen af dem dog villige til at sige højt. Ikke blot fordi de ikke er meget for at indrømme at en kvinde kan køre bil, men fordi de risikerer at invitere til uheld hvis de siger noget om det. Veronica forsøger at holde hovedet koldt og hun forsøger ikke at tænke på hvordan den anden kører har det. ’Michel sagde jo at han kun måske er kommet galt af sted, så alt er fint.’ Michel er en underlig type. Han er typisk fransk, ulig hende selv, for hun er så ufransk som en fransk kvinde kan være. De er ikke med i Le Mans for ingenting. Hun tænker ved sig selv at alt er ok og at hendes holdkammerater nok skal informere hende hvis der er sket noget alvorligt. Men da hun kører forbi lidt under fire minutter senere, så ser hun at bilen ser meget ramponeret ud, og hun når lige at se en bunke mennesker stå samlet rundt om en båre inden hun suser forbi. Hun så godt skiltet om advarslen, men hun tænkte ikke så meget over det, da ingen havde sagt noget til hende. Hun kørte forbi med samme hastighed som før, men ulig runden tidligere før, så sætter hun ikke farten op igen. Den næste bil kommer blæsende forbi hende, men hun ænser det ikke. Hun fatter ikke hvordan Michel kunne lyve sådan for hende. Han vil sikkert forsøge at prøve at bortforklare og undskylde sig med at han ikke sagde noget bestemt, men hun vil ikke købe hans lamme undskyldninger. Nej! Hvis han nu bare havde fortalt hende sandheden, kunne hun have været forberedt, men nej, hendes mandlige og testosterone mandlige holdkammerater tænker ikke på andet end at ligge på en god placering. Selvom de ved at de nok næppe vil vinde løbet, ikke engang i deres klasse, så er de stadig ligeglade med folks følelser. Nej da. Man skal bare køre og ikke se sig tilbage. Sådan er det. Da Veronica har overvundet sin vrede og igen kan koncentrere sig fuldt ud om at køre, sætter hun farten op, og er fast besluttet på at indhente ham der kørte forbi hende. Det er nok adskillige sekunder siden nu, men det føles ikke som så længe. For selvom tankerne ræser igennem hendes hoved, så føles tiden som om den går langsomt. Hun føler sig pludselig i totalt kontrast til alt omkring hende og bilen. Hun bevæger sig lynhurtigt fremad, gennem skidt og regn, men indeni føler hun sig som om tiden snegler sig af sted. Hun kører omgangen færdig og næste gang hun nærmer sig pit’en overvejer hun om hun skal køre derind og smide håndklædet i ringen. Simpelthen opgive det hele og fortælle alle de åndssvage mandsfolk at de vinder. Hun ved dog hurtigt at det vil være en fejltagelse, og desværre fornemmer hun at de ikke vil sige hende imod hvis hun starter på at snakke om at stoppe. Hendes tissetrang kommer pludselig tilbage. Hun kan dog ikke tillade sig selv at holde ind nu. Hun takker opfinderen af dragten for at have lavet den vandtæt og hun giver efter og lader den varme strøm af væske rende ud. Det generer hende egentlig ikke så meget… i hvert fald ikke lige nu. Det vil det nok komme til at gøre senere, for inden de timer er gået hvor hun kan køre i pit, vil de lunkne tis nok blive koldt og hun vil måske også lade sig genere af lugten. Hun kan dog ikke gøre så meget ved det. Hun må stå distancen, og så få skiftet dragt når hun kommer i pit. Hun håber at hun kan skifte dragt uden at skulle høre noget for det. Selvom motorsport ikke virker som en sport kan det sagtens konkurrere; i hvert fald med hensyn til hvor meget man sveder. Kørernes dragter er fyldt med sved efter nogle timers nervepirrende løb, og under sådan et løb mister de meget væske. Hun tænker dog ikke på sveden lige nu. Hun tænker på hendes lille ’uheld’ og håber at ingen opdager det. Nå, hvad pokker. Hvis de gør, så er hun sikkert ikke den første der har gjort det. Veronica forsøger at glemme alt om føreren fra Team Essex og kører så godt hun kan, og så tæt som muligt på sådan som hun plejer at køre, trods regnvejret. Hvis hun skulle køre efter forholdene ville hun komme sidst i feltet, og det ved hun at hverken hende eller holdet kan være tjent med. Hvis hun får en dårligere placering end sidst, vil hendes hold nok smide hende ud, og hvis hun kører som hun plejer, risikerer hun stadig at blive sat på porten. Hun prøver at lade være med at lade regnvejret påvirke hende for meget. Hendes hold har virkelig brug for en bare nogenlunde placering, men det er svært at holde blikket fast på vejen når regnen pisker ihærdigt og vedvarende på ruden. Den bliver ved med at banke på, og Veronica får den følelse at regnvejret er ude efter hende, at det er så opsat på at komme ind til hende, og gøre hende gennemblødt. Regnen banker på, men hun har i hvert fald ikke tænkt sig at lukke den ind. Hun vil ikke give op. Hun vil aldrig give efter for noget så banalt som lidt vand, selvom det sandsynligvis var dét der var skyld i den anden førers lille afstikker. Tjalfe, Marcel og Michel diskuterer hvorvidt de tror Veronica holder ud eller ej. Tjalfe tror på hende, men det gør de to andre ikke. De tror at hun er ved at tisse i bukserne af skræk og at hun snart vil komme krybende tilbage og lade én af de andre tage over, selvom de ekstra sekunder, måske endda minutter i pit, vil koste dem en placering eller to. Men de ved at hun kan finde på det, de håber blot hun ikke gør det. Hvad de tror at hun gør, det er en helt anden snak. De har bare ikke særlig meget tiltro til hendes teamspirit. Da timerne endelig har tikket sig selv færdig, sætter hun kurs mod pit’en. Hun kan langt om længe slappe lidt af og på vej ind i pit’en ånder hun lettet op over at regnvejret ikke fik has på hende også. Hun kan dog ikke vente med at få svar på hvad situationen er med deres konkurrent. De er konkurrenter i løbet, men ikke af banen, og da føreren fra ét af de andre hold i den grad ikke er med længere, kan hun godt ’tillade’ sig at bekymre sig om ham, uden at få ubehagelige kommentarer fra sine holdkammerater. Veronica lader bilen trille hen til stopskiltet og venter på at blive lukket ud. Da hendes holdkammerat, én fra crewet, åbner bilen er hun klar til at skynde sig ud af bilen og giver plads til at Marcel kan komme til. Crewet er hurtigt og de når lige at klappe taget af bilen nedover Marcel da han træder speederen ned mens han holder foden på koblingen. Han er klar til at køre, og da han får go-tegnet, skyder bilen fremad i et voldsomt ryk. Marcel er fast besluttet på at indhente flere sekunder end Veronica’s forsigtige kørsel har kostet dem. Veronica smiler til Tjalfe og Michel. Michel er kynikeren mens Tjalfe er optimisten. Marcel er bare en idiot. Heldigvis er der næsten ikke i pit’en sammen. Det er de jo heldigvis kun når Tjalfe kører. Michel snakker fraværende i headsettet. Han fortæller vidt og bredt om alt muligt til Marcel, som om det rager ham! Men selvfølgelig; de er jo begge meget selskabelige typer, og de nyder at svømme i hinandens egoer. ’Tjalfe er cool nok,’ tænker Veronica. Hun smiler forsigtigt til ham, og hendes hjerte hopper et par slag over da han smiler muntert tilbage til hende. Han går over til hende og giver hende et klap på skulderen. Han behøver ikke sige noget; blikket, smilet og klappet på skulderen siger det hele. Nu er de næste fire til fem timer heldigvis ikke hendes ansvar. Hun håber blot at bilen holder længe nok til at de kan fuldføre løbet. Modsat mange andre løb, er dette et løb der tester andet end blot fart. Førerens evner såvel som bilens holdbarhed er mindst lige så vigtigt end en høj gennemsnitsfart. Heldigvis er hun en god fører, så dét er da altid noget. Bilens holdbarhed er noget andet, lige som gennemsnitsfarten også er det. Jo højere fart bilen kører med i gennemsnit, jo mere slides der på den, og jo mere går det ud over dækkene. Hun håber blot at dækkene holder til at Marcel kører til, og hun håber også at Marcel kan beherske sig så han ikke også skrider ud i et sving. Marcel er tydeligvis stadig helt okay, for Michel er travlt optaget af at fortælle ham en masse. Tjalfe smiler endnu engang til Veronica og da han strejfer hende bliver der hvirvlet en lugt op fra hendes dragt. Hun vidste at hun ikke skulle have lynet ned! Han standser op og snuser lidt ind et par gange, men trækker så på skuldrene, smiler lidt til hende, og går videre. Hun smiler taknemmeligt tilbage, og skynder sig hen for at skifte dragt. Hun ville gerne vide alt hvad der var at vide om ham der kom til skade, men hun trøster sig med tanken om at han nok stadig er i live i det mindste, for ellers havde de nok sagt det til hende… Havde de ikke?

© Copyright, Ida Pedersen, 2010.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *