Virksomhedspraktik

Læsetid: 2 minutter

Jeg har været så heldig at være hos et (indtil videre i hvert fald) spændende  praktiksted. Jeg startede i virksomhedspraktik i forgårs. Det har været lidt stille de første par dage, men i dag kom jeg for alvor i gang med rent faktisk at udføre arbejde der kan gavne praktikstedet.

Jeg har lige læst om frustrationen ved at skulle søge jobs samtidig med, at man sidder i fuldtids virksomhedspraktik. Indtil videre er jeg ved godt mod, og jeg formår at kigge efter jobs og planlægge hvilke jobs jeg skal søge på fredag. Jeg har planlagt at fredag skal være min jobsøgningsdag, da jeg har tidligt fri om fredagen.

Det jeg læste om virksomhedspraktik og frustration var ret spændende, for der stod også noget om understress og at man faktisk kan blive mere stresset af, at skulle lade som om at man laver noget, i stedet for rent faktisk at have meget arbejde der skal udføres. Javel! Så blev jeg det klogere. Når jeg tænker over det, så giver det rent faktisk god mening, for i går og i forgårs hvor der ikke var så meget jeg kunne lave (fordi jeg ikke var koblet op på deres IT-system endnu) føltes tiden lang, og jeg var ikke ved så godt mod da jeg kom hjem. Jeg var dog god til at sætte mig selv i gang med at lave ét eller andet, så jeg ikke bare sad og kukkelurede.

I dag var det faktisk fedt, for det føltes som om, at tiden gik hurtigere hvor jeg rent faktisk havde en konkret arbejdsopgave, og jeg var ved godt mod da jeg kom hjem (og er det stadig). Jeg ser faktisk frem til at skulle møde i morgen så jeg kan fortsætte på den arbejdsopgave jeg arbejdede på i dag. Jeg er (indtil videre) glad for mit praktiksted og det håber jeg, at jeg bliver ved med at være. Når man tænker på hvad ledige ellers kan blive sendt ud i i forbindelse med aktivering, så tror jeg faktisk, at jeg har været heldig.

Hvis I er interesserede i den føromtalte tekst jeg læste om virksomhedspraktik, så er linket her: http://ledighedsstress.dk/sp%C3%A6nder-virksomhedspraktikken-ben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *