Tag-arkiv: skrivning

Et blogindlæg om lidt af hvert

Læsetid: 2 minutter

Min roman “Skadedyrene” er nu endelig kommet online igen. 🙂 Jeg tjekkede Saxos hjemmeside i går, og jeg opdagede, at min roman igen var der. Det var godt. I dag fik jeg så en e-mail fra Saxo Publish om, at min roman nu er online igen. Det er god service. 🙂 Nu mangler jeg så bare liiiiige, at der er nogle der køber min debutroman. 😉

Jeg har masser at se til, selvom jeg er jobsøgende. Jeg har gang i at skrive en ny roman udover at læse korrektur på nogle af mine andre romaner. Derudover bruger jeg selvfølgelig også tid på jobsøgning og diverse huslige ting.

En af de ting jeg bruger noget tid på for tiden er Discord. Jeg er på indtil flere servere, og det de alle fire har til fælles er skrivning. Jeg følger med på to servere, der er for hver deres specifikke web-roman, og de to andre er udsprunget af NaNoWriMo, da vi, der elsker at skrive, åbenbart ikke har nok i at være online på NaNoWriMos hjemmesider i november (hovedbegivenhed) og april og juli (der er sekundære begivenheder). April og juli er fokuseret omkring egne, valgfrie projekter, så der har man frie tøjler, så man selv bestemmer, om man vil skrive, læse korrektur, redigere etc.

Discord er et fantastisk supplement for Wrimo’er der ikke synes de tre måneder om året er nok til alle ens skriverier. Desuden er det fedt at være med i et fællesskab med nogle, som også elsker at skrive og læse.

Planen er at jeg skriver min nuværende roman færdig i løbet af juli, men det bliver nok lidt sporadisk, da jeg gerne vil holde ferie, når kæresten holder fri. Jeg satser dog på, at jeg i stedet for at skrive kan komme videre med at læse en af mine nyere romaner højt for ham. Det er en trilogi, så selvom hver enkelt del ikke er overvældende lang, så er den samlede roman rimelig lang. Jeg satser på at prøve at få udgivet dén roman via et traditionelt forlag. Så håber jeg bare, at der er nogen der gerne vil bide på. 🙂

Der arbejdes på problemet

Læsetid: < 1 minut

Jeg skrev en e-mail til Saxo Publish i forgårs, og i dag har jeg fået svar. Det lader til, at der er gået noget galt i forbindelsen mellem Saxo Publish og en anden part. Forhåbentlig bliver problemet snart løst, men det er da i det mindste rart at vide, at det ikke er på grund af noget jeg har gjort (forkert). 🙂

Saxo Publish skal have ros for deres hurtige og venlige svar. Det er bare ærgerligt, at jeg i det hele taget har brug for at kontakte dem. Det synes de sikkert også selv, for det er da klart det mest optimale, at tingene bare fungerer. Forhåbentlig er disse problemer kun på grund af overgangen til deres nye system.

Skadedyrene kan nu købes

Læsetid: < 1 minut

Min debutroman er endelig udgivet og kan nu købes hos blandt andre Gucca og Saxo. Det har været en længere proces, da der har været den ene ting efter den anden der har drillet. Det er nu heldigvis endelig faldet på plads (håber jeg da i hvert fald).

I kan købe min debutroman her: https://www.saxo.com/dk/skadedyrene_ida-w-s-pedersen_paperback_9788740971491
eller her: https://www.gucca.dk/skadedyrene-bog-p448149

Jeg er spændt på at høre, hvad I synes om den. 🙂

Så er Skadedyrene endelig på vej!

Læsetid: < 1 minut

Min første roman, som jeg selvudgiver (via Saxo Publish), er nu endelig på trapperne. Forskellige omstændigheder har gjort, at processen er trukket mere ud, end jeg havde regnet med.

Nogle af de ting der har drillet, har været, at mit oprindelige format er blevet skrumpet, så det i stedet for 12×19 cm nu er 11×18 cm. Det har jeg dog fået styr på nu.

Sådan ser mit bogomslag ud lige p.t.

Det eneste jeg er usikker på nu er hvorvidt stregkoden bliver indsat til venstre eller til højre nederst på bagsiden, men det håber jeg at finde ud af i den kommende uge. Når de sidste småting er faldet på plads, er jeg endelig klar til at udgive Skadedyrene! 🙂

Specialeskrivning!

Læsetid: < 1 minut

Min blog har ligget lidt stille det sidste stykke tid, men det er der en ganske naturlig forklaring på. Jeg er nemlig optaget af at skrive speciale. Min omeksamensopgave i Billedmedieoversættelse er afleveret (og bestås forhåbentlig) og så mangler jeg dermed kun mit speciale. Jeg er i fuld gang med at skrive speciale for tiden, så der er ikke tid til ret meget andet end det i hverdagene. Jeg tillader mig dog trods alt at holde fri i weekenden. 🙂

Jeg er bagud med specialeskrivningen, men i går lagde jeg en meget håndgribelig plan for hvor meget jeg skal skrive og på hvilke dage. Jeg har også lagt korrekturlæsningen ind og klargøring til aflevering af specialet. Jeg skal skrive ca. 3 normalsider om dagen, og det er jeg sikker på godt kan lade sig gøre. I går skrev jeg godt 3 sider, og det var endda noget værre rod at få styr på fordi jeg havde indtil flere halvskrevne afsnit som jeg skrev færdig i går. Nå, men planen er også mindst 3 sider i dag, så jeg må hellere komme i gang. Jo mere jeg får skrevet ekstra mandag til torsdag, jo mere kan jeg tillade mig at holde fri fredag (eller en anden dag på et andet tidspunkt).