Så blev en dårlig dag pludselig til en udemærket dag!

Læsetid: 2 minutter

Yes! Tre forhindringer er blevet til to! 🙂

Der er nu kun to ting tilbage mellem mig og min kandidatgrad. I dag var jeg til omeksamen i tolkning og trods en Storm P.-løsning i skolens tolkelab, lykkedes det alligevel at afholde omeksamen for/med mig i dag. Jeg gjorde det så godt som jeg kunne og forsøgte ihærdigt at følge med talerens (min undervisers) hastighed i simultantolkning. Denne del af den todelte eksamen var klart den sværeste, følte jeg, og det blev da også “kun” til et 2-tal — men det er et 2-tal jeg er glad for, da det betyder at jeg bestod simultantolkningsdelen. Den anden del var også svær, men der var der desværre ikke nogen tekniske problemer jeg kunne skyde skylden på. Det blev til et 4-tal i retstolkning (dialogtolkning), og den karakter er jeg bestemt også glad for (og lettet over at have fået). Dette betyder at jeg både bestod de to dele enkeltvist og på gennemsnit.

Selvom et gennemsnit på 3 ikke er noget at råbe hurra for når man ser på hele karakterskalaen, er det klart noget der har lettet mit hjerte og gjort at jeg har kunnet ånde lettet op, langt om længe. Siden den ordinære eksamen i efterårsferien har jeg været overladt til at træne tolkning med mig selv (dog med lidt hjælp fra kæresten i dialogtolkningen). Så, på trods af en del forhindringer undervejs og lille tiltro til mig selv som tolk, er jeg endelig bestået i tolkning. Tolkning er ikke min stærke side, men denne del er dog påkrævet for at man kan blive statsautoriseret translatør og tolk, selvom det er skriftlig oversættelse der er min styrke og ikke den kaotiske og stressende form for oversættelse som tolkning er. Jeg tror man skal være en helt bestemt type person, for at være en god tolk. At være en udemærket tolk er dog også helt fint med mig, da det betyder at der nu, for mit vedkommende, er en ting mindre at bekymre mig om på CLM-studiet.

Skriv et svar