Alene blandt mange

Hun sidder på trappen. Hun kigger rundt omkring og hun kan se der ikke er nogen der lægger specielt mærke til hende. Hun ville gerne være som dem. Frisk og frejdig. En ældre mand kommer luntende med sin hund. Hunden går, som den eneste, hen til pigen på trappen og snuser til hendes ben. Manden får først på dette tidspunkt øje på hende og skynder sig at trække hunden væk fra hende. Hun sukker da de går deres vej. De kan ikke engang se at hun har brug for hjælp. Hun ville give sin højre arm, eller ben for den sags skyld, for at være normal. Hun hoster. Det er stadig vinter, men træerne er langsomt begyndt at springe ud. Hun trækker tæppet op omkring sig og trækker benene længere op under sig. Hun beslutter sig for at bruge sine sidste tyve kroner på en sandwich. Hun trækker sig op ved trappens gelænder og går de få meter over i supermarkedet.

Imens hun er derinde kommer hunden tilbage, den er stukket af fra den ældre mand, og den lægger sig til rette i pigens tæppe. Pigen kommer ud igen, og ser hunden ligge der, og får et sjældent smil om munden. Hun slæber fødderne når hun går hen til tæppet, og hunden. Hunden flytter sig automatisk da hun vil sætte sig. Hunden lægger sig ovenpå hendes ben under tæppet. Der går lidt over en time, inden manden er tilbage. Først ser han ikke hunden, men pigen genkender ham og løfter tæppet op. Manden bliver sur og beskylder hende for at have hugget hans hund. Hun bliver helt fortvivlet og ved slet ikke hvad hun skal sige. Hun kan ikke engang forsvare sig. Hun er ikke vant til at folk snakker til hende, og slet ikke negativt. De få der endelig snakker til hende siger det er synd, hvis hun er heldig giver de hende penge, men ellers kigger de bare medlidende på hende, inden de går videre. Manden bøvler med at få hundens halsband på sin hund. Pigen begynder ligefrem at håbe det er fordi den vil blive hos hende. Da manden stadig ikke har vundet magtkampen over hunden, går han sin vej uden den mens han bander og siger noget med at den alligevel er et gammelt skrog og det er han for øvrigt også selv, så det kunne fandeme også være lige meget!

Det er endelig blevet forår, og fuglene synger lykkebringende toner ind i pigens ører. På grund af hunden går hun ofte en tur. Det gjorde hun ikke før hun fik hunden som følgesvend. Hunden var meget mager FØR hun fik den, så selvom der ikke er så meget at spise, der er knap nok mad til pigen selv, så klarer hunden det alligevel. De går ned af en vej der fører ind i en smuk park. Hun lader hunden rende så langt omkring den vil, og hun selv går langsomt bagefter den og kigger i skraldespandene om der er noget brugbart. Hende og hunden er det perfekte makkerpar. Når hun ikke selv ved hvordan de skal skaffe mad eller penge, kommer hunden mirakuløst tilbage til hende med noget mad eller småmønter. Hun griner sjældent, men denne hund har formået at skabe lidt glæde i hendes liv. Hunden kommer stolt vraltende hen til hende, med de skatte den har fået af promenerende gæster i parken. Livet ER da skønt! Sådan går deres fantastiske forår, men sommeren bliver dog knap så fantastisk… Hunden er langsomt begyndt at tabe sig, selvom den får det at spise den plejer, og den er heller ikke så frisk til at rende omkring mere. Pigen er fortvivlet, for hun ved hun ikke har penge til at tage den til dyrlæge.

Så en dejlig juli morgen, er hunden ude af denne verden. Pigen hulker højlydt og bander op til Gud, selvom hun tvivler på at Han findes, men alligevel beder hun om at hunden har det godt der hvor den er. Den kunne umuligt være andet end en “Himmelhund!”

Det siges af folk der boede i området, at pigen døde kort tid efter. Nogle siger at hun døde af sorg, andre siger at med det ulykkelige liv hun havde, KUNNE det kun gå på den måde. Hunden var i hvert fald hendes et og alt. Det er meget muligt at hunden var grund nok til at hun også selv falmede og visnede. Men en ting er sikkert: Folk bekymrer sig ikke nok om deres medmennesker, om de så bor i et fint villakvarter med Volvo og vovse, eller om de som denne pige, boede på gaden. Hunden var den eneste som virkelig tog sig af hende. Den gjorde det endda så grundigt at det tog livet af den selv. Pigen HAVDE et ulykkeligt liv, ingen tvivl om det, men det var kun hunden der kunne formå at skabe indhold i tilværelsen og være ved hendes side, mens alle andre gik forbi de to der var alene blandt mange.

© Copyright, Ida Pedersen, 2003.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *