Familieudflugten

Der bliver ikke nogen Jul
For jeg har ikke længere nogen familie
Vraget var særdeles uigenkendeligt
Hvilket jeg ikke tror var med vilje

Jeg tog ud for at se ulykken
og jeg frygtede realiteterne
Jeg VIDSTE min familie var med det fly
Jeg så det jeg frygtede, det jeg vidste jeg ville se
Jeg kunne ikke stoppe mine tårer for de faldt som bly
Dér min far, dér min mor, dér mine søstre Julie og Nete
Hvordan kunne det ske?

Ak, de ville en tur til Rhodos
Og jeg valgte at blive hjemme
Min mor sagde, “Her er penge, så du skal ikke misunde os”
Blandt alle minder er ulykken det eneste jeg VIL glemme
Men jeg kan ikke
Hver dag bliver jeg mindet om minderne
Mine tårer løber over kinderne
Men tårerne ændrer ingenting
Måske var det MIN skyld?
Måske kunne jeg have undgået ulykken
Jeg kunne have forhindret det
Det er jeg sikker på… næsten

Gud, hvorfor er du så ond?
Godt nok er nedture sunde
Men var det ikke at skubbe det for langt?
Hvorfor kunne den skæbne ikke også have været min?
Du kunne have ventet til senere, til når JEG havde været med
Så havde skylden været din!

© Copyright, Ida Pedersen, udateret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *